Nirvana

Nirvana er en balance gang mellem perfekt og uperfekt, der fører til at alt bliver perfektere og perfektere og alt bliver uperfektere og uperfektere, når noget bliver perfekt er der andet der bliver uperfekt, de er ligesom yin og yang.

Der er et Nirvana, også er der noget, der ikke er Nirvana. Alt det der ikke er Nirvana, er der nogen der beskriver som genfødslens cyklus, når du slipper for genfødsel skulle du nå Nirvana, fordi der ikke længere er lidelse og du kan så selv vælge hvornår og hvor og som hvad du vil genfødes.

For mig er der ingen tvivl om at det perfekte er et nirvana og et ikke nirvana, men går det ikke ud på for nirvana og tiltrække så mange som muligt og går det ikke ud på for ikke nirvana at tiltrække så mange som muligt.

Jo det gør det. For nirvana går det ud på at blive så flerdimensionelt som muligt. Eller sagt på en anden måde, det går ud på at skabe nirvana så stort, og så godt som muligt.

Hvis man kun kunne komme i nirvana når man ikke var genfødt var nirvana begrænset, der er virkeligt nogen der går rundt på jorden og ved de er kommet i nirvana eller himmerige, fordi jorden er et nirvana eller et himmerige som du selv synes er god eller dårlig.

Hvis man kan forbedre noget skal man kritisere det ind til ens forbedringer er sket. Det går ud på at forbedre alt inklusiv en selv, indtil man synes det er perfekt. Hver gang vi dør er vi et selvskabt sted hvor vi skaber det perfekteste vi kan, for at blive genfødt et sted vi også kan lave perfekt, hvis vi tør kritisere det og bygger det efter vores hoved.

Tager vi universet og spørger er det perfekt?

Så må vi nok svare der kan forbedres meget på det, vi kan lave det om til et rigtigt nirvana for alle dem der vil det, og lave et ikke nirvana for alle dem der ikke vil i nirvana. Når vi hører nogen snakke om nirvana længes nogen af os efter sådan et, i stedet for at længes har vi mulighed for at skabe lige nøjagtigt det vi vil.

Det gælder om selv at bygge det man vil, for livet går det ud på at overleve, så mange steder som muligt, alle de steder liv kan overleve vil liv overleve. Det går ud på at finde nicher eller nye steder at overleve, vi har koloniseret jorden, og er så småt i gang, med at kolonisere universet, vi bygger nok snart både på månen og mars og siden hen lærer vi at rejse til stjernerne og kolonisere planeterne der ude.

Hvis ikke man prøver ved man ikke om noget er muligt. Vores fornuft siger os at vi skal holde os fra solen, fordi den er så varm, at vi ikke kan overleve der. Men er solen ikke levende ligesom vores jord er levende og hvis solen tillader noget tillader den det. Så om ikke andet kan man få lov til at dø i nærheden af solen også har man forbedret sig selv og solen.

Døden er i følge mig en forbedring af dig, når du er død er du samtidig det levende du vil være levende, og det død du vil være død. Du skaber dit eget univers som det du længes efter når du er død.

Det vil sige vi er nogen der prøver at skabe det perfekte for os selv og alle dem der vil alle  vores perfekte. Vi har hver vores opfattelse af hvad perfekt er og efterhånden som vi lærer finder vi ud af at perfekt aldrig bliver helt perfekt fordi der også er uperfekt, og for nogen er uperfekt perfekt. Så vi er forskellige.

Vi kan kende det perfekte på opfattelsen af at der er noget der er uperfekt. Men det er vores personlige tro, det er ikke sikkert at vores perfekte er perfekt, andre kan have den modsatte opfattelse af os. Vi har en drivkraft der får os til at længes efter det der behager os og det ubehagelige frastødes vi af.

Nirvana og at blive en rigtig Buddha tiltrækker en masse, hvor du kan gavne så mange som muligt med at træffe de ideele valg, hvor du tjener flest hen imod ikke lidelse. Men hvad så med alle dem, der elsker lidelse, og betragter lidelse som en gave, de har fået hvor de kan få den mængde lidelse, de har fortjent.

Er universet ikke så retfærdigt, at det giver os lige den mængde lidelse, vi har fortjent? Ifølge mig er al lidelse selvforskyldt, hvis du lider er det dine egne fortidige handlinger, der gør at du skal lide. Så det er din egen negative karma du arbejder af.

Hvis man bare fjernede alt lidelse, ville ingen kunne opleve den totale retfærdighed, at de skulle så som de selv havde høstet. Hvad så med det her system, kan man snyde eller er det en selv man snyder.

Man kan og må snyde alt det man vil, men selvom man snyder er det ikke altid lige heldigt. Alt er blevet givet alt fra starten, så hvad du får ud af alt er forskelligt fra liv til liv, fordi de fleste tror at de er blevet snydt, og at nogen har fået noget der er bedre end dem selv.

Men det du har fået er det bedste der kan gives dig, det du selv gør dig fortjent til. Så en dag finder alt ud af det kan alt, men alligevel vil der altid være noget nyt, som ikke ved det kan alt. Så alt er muligt men også umuligt. Der vil altid være et eller andet der ikke kan eller vil alt.

Alt burde jo også være umuligt da det også betyder ikke alt eller overhovedet ingenting. Da alt er overhovedet ingenting burde der ikke eksistere noget overhovedet, men vi er et bevis for eksistens, selvom vi ikke rigtigt eksisterer, hvis vi skulle eksistere rigtigt skulle vi være allesteds nærværende, men det er de færreste af os der har erkendt, og gjort os fortjent til at være allesteds nærværende.

Du bliver først en rigtig Buddha når du har erkendt at alt er perfekt og uperfekt samtidig. Du har din egen ide om hvad perfekt er fordi du har en opfattelse af at noget er uperfekt.   Det går ud på at tillade og forbyde alt, alle universer har frihed til at eksistere og frihed til ikke at eksistere, det vil sige de lever og dør konstant, fordi de både er og ikke er. Der er sikkert mange der vil sige at de ikke er døde, fordi de kan kende forskel på liv og død.

Hvis i kan kende forskel på liv og død, så er i rigtigt dygtige. Det eneste liv og død jeg kan kende forskel på er opfattelsen eller bevidstheden. Når jeg sover sover jeg så dybt at jeg ikke ved jeg er levende, men når jeg vågner tror jeg  er levende, men dør jeg ikke lidt hele tiden.

Er der ikke andre end mig der er så nysgerrige efter at lære døden at kende så i gerne vil dø, for at se om jeres teori er rigtig. Jeg glæder mig virkeligt til at dø denne gang fordi jeg tror ikke på at det rigtigt kan lade sig gøre, det eneste der sker når man dør er at man bliver mere levende. Og når man bliver mere levende bliver man også mere død. Død og liv er yin og yang de er forskellige men alligevel ens.

Hvor mange klager over at de ikke får lov til at dø rigtigt?

Og kan man dø forkert?  

Vejen til nirvana styrer du helt selv ingen tvinger dig til den og hvis nirvana ikke kunne være dette himmerige vi er i gang med at skabe var der ikke frihed.

Vi stræber efter det perfekte nirvana, men kan det ikke være at det er lige foran øjnene på os alle?

Tak fordi i har læst alt Fra mig der ville skabe et diamant nirvana For dem der elsker diamanter for alle diamant engle og diamant Guder og diamant Gudinder Over super universel Friheds gud Michael