Vi består af længsler efter det perfekte Alt, derfor er vi udstyret med en gnist der er sammenbygget af en livs gnist og en døds gnist. Livet reklamerer for sig ved at lade Livs gnisten brænde i en evighed. Men når evigheden er gået slukkes din livs gnist og døds gnisten tager over. Døden reklamerer for sig selv på bedste vis, din døds gnist brænder så i en evighed indtil den brænder sig selv ihjel og bliver til en livs gnist, da den dør til sidst og ved dødens død opstår livet i dig.

Det vil sige det er en uendelig cyklus i evigheder, skiftevis i livs gnistens evighed og i dødsgnistens evighed.

Det perfekte er evigt liv, men så mangler døden da den er død. Så det evige liv lader døden genopstå i sig med sin egen undergang til følge.

Som evigt liv mangler det dræbende element, du kan ikke længere slå ihjel, da du ved det er forkert at slå ihjel.

Alt der skaber og tillader dræbende væsner går sin undergang i møde.

Alt død fører til dødens undergang, ved at døden til sidst slår sig selv ihjel så livet genopstår i en ny livs gnist som tændes.

Alt foregår i et spiral kreds løb du forbyder døden og alt der har med døden at gøre mere og mere, og når døden er helt død i dig, nyder du det indtil du savner døden der er slået ihjel i dig. Du lader så døden genopstå da det også er forkert at slå døden ihjel.

Cyklussen er uendelig hen til Evigt liv og dødens død, med straffen for at slå døden ihjel, at den genopstår i den væsensform du nu er nået til.

Evig liv mangler dødens spænding og risiko og charme.

Evig død mangler at blive træt af at slå ihjel, så det forbyder sig selv til sidst.

Jo flere gange du har været levende og død, jo større ekspert er du i det evige liv og i dødens mysterium.

Egentlig foregår jo alt helt fornuftigt efter karma princippet, det du sender ud kommer tilbage til dig selv. Sender du liv ud får du måske evigt liv, sender du død ud får du måske evig død.

Vi ved at vi er her så længe at døden holder pause med hensyn til os, i det sekund det bliver vores tur til at dø dør vi.

Jeg mener tilfældigheder der er planlagte er de bedste.

Jeg ser vores Univers som en planlagt tilfældighed af en super intelligent designer.

 Han har bare glemt at give os opskriften på hvordan vi flyver uden hjælpemidler.

Tænk hvis bare vi også kunne flyve når vi havde lyst.

Fly me to the moon